Kanelsnegle-snegl

Hvis der skal bages kanelsnegle til mange børn, som f.eks. til en børnefødselsdag, er det et stort hit at bage sneglene sammen, så de danner en figur. Her danner de en snegl, men det kunne også være et får eller en bamse, tag endelig børnene med på råd, så får fantasien frit spil.
Dejen kan med fordel langtidshæves, skær gærmængden ned til 10 g og lad den hæve første gang på køl natten over.
Foto: Carina Krüger
100 g smør
2 dl mælk
25 g gær
2 æg
50 g sukker
1 tsk. kardemomme
50 g havregryn
400 g hvedemel


Remonce
150 g blødt smør
100 g sukker
75 g brun farin
1 spsk. kanel

Glasur
100 g flormelis
1 spsk. appelsinsaft el. vand
2 kanelstænger
Smelt smørret, tilsæt mælken og rør gæren ud deri. Rør æg, sukker, kardemomme og havregryn i og kom melet i. Ælt dejen godt igennem og stil den til hævning et lunt sted i 45 min. Rør smør, sukker, farin og kanel sammen til en ensartet remonce. Rul dejen ud i 1 cm’s tykkelse, fordel remoncen over dejen og rul den sammen til en roulade. Skær rouladen i 1½ cm tykke skiver og læg dem på en plade med bagepapir, læg dem evt. tæt sammen og formet som en snegl. Lad sneglen hæve i yderligere 25 min. og bag den ved 185° i 15-20 min. Lad sneglen køle af, rør flormelis og appelsinsaft til en glat glasur og pynt sneglen med glasur og med kanelstængerne som følehorn.

Se flere opskrifter
her 

Kommentarer