Ungarske minilangos

Første gang jeg fik langos var på kræmmermarked og der blev de serveret med en krydret kødsovs, siden er det blevet en tradition at den årlige tur til krammermarked afsluttes med et ungarnsk madbrød. Man kan servere madbrødene med forskellig fyld, f.eks. kan det varmt anbefales at spise dem med cremefraiche, finthakket rødløg og stenbiderrogn eller kaviar eller som her med skinke og ost.
150 g kartofler
15 g gær
1½ dl vand
300 g mel
½ tsk. salt
100 g revet ost
150 g revet skinke
2 fed presset hvidløg
1 tsk. paprika
1 peberfrugt
1 l rapsolie
2 dl cremefraiche

Kog kartoflerne i usaltet vand, pil og mos dem. Rør gæren ud i vandet og tilsæt kartoffelmos, mel og salt. Ælt dejen igennem og lad den hæve tildækket et lunt sted i 1 time. Bland ost og skinke med hvidløg og paprika og hak peberfrugten. Varm olien op, til den syder om spidsen af en tandstik, og rul dejen ud i 1 cm’s tykkelse på et meldrysset bord. Udstik cirkler af dejen med en 4 cm udstikker eller et glas, og kom 3-4 dejstykker i olien ad gangen. Lad stykkerne stege i 1-2 min., vend dem og lad dem stege i endnu 1 min. Lad de færdige langos dryppe af på fedtsugende papir og server dem lune med en skefuld af skinkeblandingen, lidt cremefraiche og hakkede peberfrugter.

Prøv også kyllingemuffins

Kommentarer