Græskarboller

Spis dem, som de er, evt. med lidt smør på, eller tryk dem flade før bagning, så er de gode som sandwichboller

Foto: Carina Krüger
(12 stk.)
40 g græskarkerner
250 g hokkaidogræskar
25 g gær
3 dl lunkent vand
1 spsk. akaciehonning
1 spsk. salt
75 g speltflager
150 g durummel
375 g hvedemel
Æg til pensling

Rist græskarkernerne på en tør pande, til de puffer, og afkøl dem let. Skræl og udkern græskarret og riv græskarkødet groft. Rør gæren ud i vandet og tilsæt honning, salt, speltflager og durummel. Kom græskarkødet og ¾ af græskarkernerne i, ælt dejen sammen med melet og lad den hæve tildækket i 1 time. Form dejen til 12 boller og lad dem efterhæve på en plade med bagepapir i 30 min. Pensl med sammenpisket æg, drys med resten af græskarkernerne og bag bollerne ved 200° i 25 min.
Tip: Når man laver mad med græskar, er det oftest kødet man benytter, men man behøver ikke kassere kernerne. Lad dem tørre et par dage og rens dem for fnuller ved at gnide dem i et rent viskestykke. Bland kernerne med lidt olie og salt og rist dem i ovnen ved 175°, til de popper op og bliver sprøde – de er et godt alternativ til chips og snacks.

Se mere her

Kommentarer